Kontantfri Indsamling
Hvad betyder det?
Landsuddelingen bliver igen i 2022 en kontantfri indsamling.
Det betyder, at alle donationer skal gives via MobilePay, SMS eller bankoverførsel.
Hvorfor en kontantfri indsamling?
Vi ved at danskerne foretrækker, at deres støttekroner går til sagen i stedet for til administration og drift.
Det er dyrt med værditransport, kontantforsikringer, bankgebyrer, produktion af tusindvis af indsamlingshjerter i plastic og alt det andet, der skal til for at håndtere mønter og sedler.
Faktisk gik hver fjerde krone, vi brugte på Landsuddelingen 2019, til kontanthåndtering på den ene eller anden måde. Det er op mod en halv million kroner, vi kunne bruge på at dele hjertestartere ud i stedet.
Samtidig har det krævet tid og kræfter hos de frivillige indsamlere at finde banker, hvor de har kunnet få lov at aflevere indsamlingskronerne, når indsamlingen er slut. Og som en lille bonus, så bliver det med den kontantfri indsamling muligt at give den enkelte indsamler deres indsamlingsbeløb hurtigere og mere præcist.
Vi ved, at det er et sats, at vi igen i år bliver kontantfrie.
Men vi ved også, at 96% af alle danskere har en mobiltelefon. Så derfor vil det også være rigtigt sjældent, at en indsamler banker på hos nogen, der ikke har mulighed for at støtte.
Man behøver nemlig hverken smartphone eller MobilePay for at være med; man kan også støtte med en ganske almindelig SMS.
Derfor håber vi, at danskerne vil hjælpe med at dele hjertestartere ud sammen med os – også selvom det bliver uden mønter og sedler.
Hvis ikke man har lyst eller mulighed for at støtte med telefon, så er det naturligvis også stadig muligt at lave en bankoverførsel.
Om Landsuddelingen
Søndag den 24. april 2022 afholder Hjerteforeningen igen Landsuddeling. Samler du en gruppe på 15 deltagere får gruppen en hjertestarter, klimaskab og 1 års ServicePlus-aftale monteret lige der hvor I synes den mangler!